Når religion bliver til tro

Dialog mellem religioner – Er det ‘a piece of cake’? om at tage dialog-elevatoren fra hovedet til hjertet.

Af Helle Bentsen Laursen, deltager på Dialogrejsen til Myanmar, vinter 2017

Gyldne pagoder, trykkende trafik og et mylder af mennesker er nok starten på mange rejsefortællinger fra besøget i The Golden Land. Og Myanmar er alt dette og meget mere, men det er ikke her, at min rejseoplevelse tager sit udgangspunkt.

I en stor sal langt ude på landet sidder en stor gruppe unge mennesker. Nogen kender hinanden godt, mens andre ikke har kendt hinanden i mere end godt et døgn. Jeg er selv en af dem. Folk griner, og der bliver danset, sunget og leget. Jeg sidder med følelsen af, at verden går op i en højere enhed, og at der skal så forbløffende lidt til. Men at denne lille bitte smule er så overordentligt svær at huske på i hverdagen.

I løbet af dagen har den store gruppe unge mennesker, som består af danskere og myanmesere – af kristne, buddhister og muslimer – været i dialog med hinanden om tro: Interfaith dialogue. Inden dagens program sad jeg selv med følelsen af, at det ville blive en smal sag: Jeg læser religion til daglig, har en bred viden om de forskellige religioner, og er vant til at diskutere religion gennem mit engagement i KFUM & KFUK og DKG. Interfaith Dialogue – piece of cake!

Men jeg tog fejl! Ligeså svigende svært, det kan føles, når man må erkende sit fejltagelse, lige så fantastisk og meningsfyldt føles det, når man griner en aften på landet i Myanmar og glemmer, at man griner sammen med kristne, muslimer, buddhister – danskere og myanmesere. Når man kun lægger mærke til, at man griner sammen med mennesker.

Da jeg ligger i min seng om aftenen, godt beskyttet for frøer og andet kryb af min prinsessehimmel af et myggenet, tænker jeg tilbage på de ting, som har rykket sig inde i mig i løbet af blot en enkelt dag.

Når man læser religionsvidenskab til hverdag, tænker og taler man utrolig meget fra sit hoved: Hvad har jeg lært og læst? Årstal og fakta! Men som jeg ligger der i det varme mørke kan jeg mærke mit hjerte, for det er det, som jeg har brugt i dialogen. Jeg har oplevet vigtigheden i at tale fra mit hjerte, når jeg taler med andre om tro. For når man taler om tro, så bliver tal og fakta underordnet til fordel for den mening, som tro kan give ens tilværelse.

Derfor skal der herfra lyde en opfordring til alle om at tage dialog-elevatoren fra hovedet til hjertet. Når man sidder i Myanmar og oplever, hvordan buddhister og muslimer, som flere steder i landet ligger i blodig konflikt med hinanden, får øjnene op for hinanden som mennesker i stedet for repræsentanter for den anden religion, så går verden op i en højere enhed. Man kan mærke et lille naivt håb for en bedre verden spire inde i sig selv.

Tilbage i kolde Danmark har jeg igen snuden solidt plantet i de videnskabelige og teoretiske forklaringer på religion og menneskets behov for den. Dog er jeg en oplevelse rigere: At religion giver ekstra meget mening, når den bliver til tro.