Om projektet

Minglabar Myanmar er det internationale projekt i FDF og KFUM og KFUK, der varer fra 2014 til 2018. Vi samarbejder med Danmission, Silkeborg Højskole og tre organisationer i Myanmar: YMCA, YWCA og Shalom.

Målet er at styrke unge frivilliges engagement i deres civilsamfund.

 

I DANMARK

I Danmark kører vi en oplysningskampagne. Vi ønsker at fortælle den danske befolkning og særligt vores bagland om de frivilliges vilkår og muligheder i Myanmar.

Vi har trykt et aktivitetshæfte og tilføjer jævnligt flere aktiviteter her på hjemmesiden, som frit må benyttes i kredse, klubber og på skoler til at formidle projektet i Myanmar. Vi har lagt geocaches ud i hele Danmark og der står 25 aktivitetskasser rundt i landet, som kan bookes via kontakt her på siden.

En vigtig del af vores kampagne er at samle penge ind til netop de frivillige i Myanmar, så de har mulighed for at opkvalificere deres kompetencer til at drive forening, lave events for børn og unge, undervise i lederskab, sundhed, dialog, medborgerskab med mere.

Den danske projektgruppe og andre frivillige tager ud til arrangementer i FDF og KFUM og KFUK, hvor vi fortæller interesserede i alle aldre om Myanmar og om de projekter vi samarbejder med vores partnere om.

Vi håber du vil være med til at skabe Fundament for Forandring i Myanmar. Du kan her på siden læse mere om, hvordan du kan være med til at støtte de frivillige unge, så de kan gøre en forskel for deres land, midt i den vigtige udvikling, der sker i Myanmar.

 

I Myanmar

Sammen med unge frivillige i Myanmar vil vi være med til at bygge fundamentet til en ny tid. Vi vil være med til at skabe en forandring, så de unge tør og vil engagere sig i civilsamfundet.

I Myanmar arbejder vi med to projekter: Vi er med i det fælles projekt “Foundation for Change Myanmar” og samtidig støtter vi Shaloms arbejde i Myanmar gennem Danmission.

 

Foundation for Change Myanmar

I Myanmar samarbejder vi med YMCA, YWCA og Shalom i det fælles projekt “Foundation for Change Myanmar”. Formålet med projektet Foundation for Change er at styrke unge frivilliges engagement i deres organisationer og i civilsamfundet. Nøgleordet er empowerment, altså myndiggørelse.

Det gør vi hovedsageligt ved at arrangere træninger for og med unge frivillige myanmesere, så de både har mod på at deltage i den forandringsproces, Myanmar oplever, og på at lave egne frivillige projekter i Foundation for Change og i deres samfund.

Vi har lejet et lokale i YMCAs bygning midt i Myanmars største by, Yangon, hvor vi sammen med lokale unge vil indrette en Youth Hub (et form for frivillighedshus). Lokalet er også kontor for vores lokalt ansatte projektkoordinator. Projektkoordinatoren står sammen med en projektgruppe for at arrangere uddannelse og arrangementer for de unge frivillige i netop det, de efterspørger.

De frivillige ønsker at vide mere om planlægning af events, ledertræning, kommunikation, fundraising, evaluering, motivation og dialog. Og de unge ønsker at lære på deres præmisser, hvor de lærer ved selv at udføre, i stedet for at sidde foran en tavle. Det er nogle temaer, som vi har rigtig mange års erfaring med i både FDF og KFUM og KFUK, så derfor er det oplagt for os at give det videre, vi selv er bedst til.

For at gøre det, har vi brug for midler til at dække omkostninger under uddannelse for og med de frivillige, betale for de redskaber, de har brug for og ikke mindst give den lokalt oprettede projektgruppe midler, som de frivillige kan søge til de projekter, de ønsker at arbejde med for at udvikle deres lokalområder.

Vi fortæller løbende på vores blog og på vores Facebook-side om, hvordan de unge i Myanmar engagerer sig.

Vi arrangerer udvekslingsrejser til Myanmar flere gange årligt. På rejserne er der mulighed for at formidle erfaringer og kompetencer videre og samtidig lære om de frivilliges erfaring med samfundsopbygning, smage eksotiske retter, se guldpagoder og møde mennesker og et land med en spændende historie.

Du kan blive frivillig eller praktikant i Foundation for Change.

Læs mere om FDF og KFUM og KFUK, om vores samarbejdspartnere i Myanmar og samarbejdspartnere i Danmark. Følg også de unge frivillige i Myanmar på deres egen Facebookside.

 

Shaloms arbejde i Myanmar

Vi støtter Shaloms arbejde i Myanmar gennem DanmissionLæs om Shaloms arbejde her.

 

Geografi

Herunder kan du se hvor Foundation for Change (FFC) har base.