Myanmar eller Burma?

Myanmar eller Burma, Yangon eller Rangoon. Både landet Myanmar og byerne i landet har heddet noget forskelligt. Her får du en forklaring på, hvorfor vi i projektet kalder det Myanmar.

Det oprindelige burmesiske navn er Myanma, som går over 800 år tilbage på skrift. Landets mundtlige navn er Bama. Da briterne koloniserede landet i 1886 blev det kaldt Burma, og det blev også det officielle engelske navn, da landet blev uafhængigt i 1948. I 1989 ændrede det militære regime, der tog magten i 1962, navnet til Myanmar.

Nogle mener stadig, at man indirekte støtter det militære regime ved at kalde landet Myanmar, men i dag anvendes navnene Burma og Myanmar i flæng. FN anerkender navnet Myanmar, ligesom også det danske udenrigsministerium har vedtaget at kalde landet Myanmar.

På vores rejser til Myanmar har alle vores partnere kaldt landet Myanmar og argumenteret med, at det er landets oprindelige navn. Vi har derfor besluttet, at dette navn bliver brugt i projektet.

Læs videre om landefakta og historie