Dagsreportage fra Myanmar – Vi “mingla-bar”

Af Martin Christensen, Hjerm, rejsedeltager på TaskForce oktober 2016.

Den 16/10/2016

Hvis du tror ris er ris, kan jeg informere dig om, at det er det ikke.
Morgenmad, middagsmad og aftensmad – du kan altid få ris. Vi startede dagen med morgenmad hos en rigtig venlig mor og hendes børn. Hun havde en bod ved 15”th Street i centrum af Yangon. Vi bestilte forskellige retter, men alle med ris. De gjorde det bedste, jeg har prøvet for at tilfredsstille os. Vi fik sat borde sammen og jeg ville gerne hjælpe, men de ville meget gerne gøre det. Jeg fik at vide, at det var en form for værdighed. Generelt er møblerne dernede meget små Mange steder på gaderne har de plasticsæt som vi i Danmark bruger til børn (meget hyggeligt). Havde man en taske fik man også en stol til den.
Jeg havde aldrig før fået ris til morgenmad, så jeg var skeptisk, men det overraskede mig. Jeg fik barbecue-pork til risene og blev positivt overrasket og spiste op.
Vi spiste alle 13 fra taskforce-gruppen sammen. Så for at gøre det nemt betalte vi sammen. Vi samlede pengene sammen og vi skulle betale 13000 Kyat. Det er meget billigt for så god mad.
Vi gav sønnen på ca. 6 år, pengene og vi vedlagde 2000 Kyat som drikkepenge. Vi troede de ville blive glade, men de ville ikke have pengene. De gik først med pengestakken, men efter at have talt dem, kom datteren tilbage med drikkepengene. De ville ikke have dem. Det var underligt – det er vi ikke vant til som danskere, hvilket får mig til at tænke på et sted vi købte vand, hvor sælgeren kun havde 6 flasker kolde vand og vi fik resten kølige. Her gav han os en del rabat på de kølige vand fordi de ikke var kolde nok. Det er det mest imødekommende folkefærd og meget betænksomme folkefærd jeg har mødt indtil videre i mit 19-årige liv.

Dagen startede med, at vi skulle møde projektets Youth Leaders i Myanmar. Det er lederne for de frivillige i Myanmar som rådgiver og er planlægningskoordinatorer. Det også dem, som står for at uddele penge til gode projekter. Pengene fra projektet Minglabar Myanmar eller Foundation for chance(FFC). Vi mødte to piger og en dreng, det var super inspirerede og motiveret. Drengen Jerrymayer var 21 år og han var meget aktiv med igangsættelse af workshops med det udgangspunkt at organisere og aktivere de unge i projektet. Pigen, May, er en klassisk, burmesisk, kvik og ung dame med humør. Hun var herlig, hun havde briller og hun elskede at snakke og lære nyt. Hun lærte os en masse burmesisk sprog, hvilket medførte, at jeg gik rundt og sagde Mingalabar samt te ta. Hvilket betød goddag og farvel. Hun fortalte en masse historier om landet. May havde mødt vores rejseleder før og hun lavede sjov med ham og grinede af måden han bandt sin longhi på. Det var rart at se, at der var skabt nogle bånd.

Min rejsemakker og jeg var ude at gå efter en god taxatur i det indre Yangon. Turen vi kørte var ikke længere end en strækning tilsvarende en tur fra Hjerm til Viborg. Forskellen er bare, at turen tog over 2 timer. Vi havde lige besøgt YMCA’s hovedkvarter i Myanmar. Vi tog med taxaen til busstationen. Da vi kom frem til busstation skulle vi skifte og vi var kommet ”lidt ud på landet” selvom der  stadig var et mylder af liv. Men det var i et område, hvor de ikke var vant til turisme. Vi havde 1,5 time inden vi skulle afsted fra busstation, så vi var 3 fra rejsegruppen, som ville se os lidt omkring. Vi gik ikke langt inden vi blev stoppet af 3 mænd,som ville snakke med os. De ønskede også billeder af os sammen med ham. Manden, som var buschauffør, tyggede løs på noget som fungerer som cigaretter, men har en smag og farver vildt rød, så hele hans mund var rød og han duftede af denne kraftige lugt af tang og en stærk lugt af Nikotin. Han komplimenterede mit tøjvalg og fortalte mig, at jeg gjorde det rigtigt. Han var glad og meget imødekommende.

Vi gik tilbage til rejsegruppen, hvor vi snakkede og spiste lidt snacks. Vores rejseleder, Mathias Norden Larsen, havde købte solsikkekerner. Det var ret sjovt, de var i skal og jeg brugte en del tid på at åbne dem. Der gik en del tid på at få dem op og spise dem. Det satte flere tanker igang. Jeg kunne lige pludselig bedre forstå, at det brød jeg havde set ikke var som Skagenslapper hjemme i det travle Danmark. Her i Myanmar giver man sig tid til at sætte sig ned og giver sig tid til at gøre det ordenligt. Ventetiden var lang og jeg trængte til at bevæge mig inden den lange 9 timers bustur mod Mandalay, derfor ville Jeppe Pilgaard og jeg gå ud at købe os en sodavand til turen. Vi gik lidt ind i den lille by. Her stoppede folk op og gloede på os halvkogte blege danskere. Det var fullmoonnight, en tradition som alle buddhisterne fejrer med fyrværkeri og stearinlys over alt i gaderne, og folk vandrede mod pagoderne til bøn. Vi gik ind på et lille spisested for at købe disse colaer, og vi var kommet til et sted hvor engelsk ikke var en selvfølge længere. Vi blev betjent og de ville frygtelig gerne have os til at sidde, men vi ville jo gerne have colaerne med i bussen, så jeg prøvede at lave fagter til ham (som gæt og grimasser). Jeg sagde Cola to-go, og lod som om jeg løb på stedet, så grinte hele restauranten af os. Pludselig var de 4 til at betjene os. En af dem kunne en smule engelsk og han var ved at dø af grin, og råbte running cola. Vi betalte 1500 Kyat (som er ca 7.50 kr).
Vi gik tilbage, hoppede i bussen og kørte afsted mod Mandalay.