Når religion bliver til tro

Dialog mellem religioner – Er det ‘a piece of cake’? om at tage dialog-elevatoren fra hovedet til hjertet.

Af Helle Bentsen Laursen, deltager på Dialogrejsen til Myanmar, vinter 2017

Gyldne pagoder, trykkende trafik og et mylder af mennesker er nok starten på mange rejsefortællinger fra besøget i The Golden Land. Og Myanmar er alt dette og meget mere, men det er ikke her, at min rejseoplevelse tager sit udgangspunkt.

I en stor sal langt ude på landet sidder en stor gruppe unge mennesker. Nogen kender hinanden godt, mens andre ikke har kendt hinanden i mere end godt et døgn. Jeg er selv en af dem. Folk griner, og der bliver danset, sunget og leget. Jeg sidder med følelsen af, at verden går op i en højere enhed, og at der skal så forbløffende lidt til. Men at denne lille bitte smule er så overordentligt svær at huske på i hverdagen.

I løbet af dagen har den store gruppe unge mennesker, som består af danskere og myanmesere – af kristne, buddhister og muslimer – været i dialog med hinanden om tro: Interfaith dialogue. Inden dagens program sad jeg selv med følelsen af, at det ville blive en smal sag: Jeg læser religion til daglig, har en bred viden om de forskellige religioner, og er vant til at diskutere religion gennem mit engagement i KFUM & KFUK og DKG. Interfaith Dialogue – piece of cake!

Men jeg tog fejl! Ligeså svigende svært, det kan føles, når man må erkende sit fejltagelse, lige så fantastisk og meningsfyldt føles det, når man griner en aften på landet i Myanmar og glemmer, at man griner sammen med kristne, muslimer, buddhister – danskere og myanmesere. Når man kun lægger mærke til, at man griner sammen med mennesker.

Da jeg ligger i min seng om aftenen, godt beskyttet for frøer og andet kryb af min prinsessehimmel af et myggenet, tænker jeg tilbage på de ting, som har rykket sig inde i mig i løbet af blot en enkelt dag.

Når man læser religionsvidenskab til hverdag, tænker og taler man utrolig meget fra sit hoved: Hvad har jeg lært og læst? Årstal og fakta! Men som jeg ligger der i det varme mørke kan jeg mærke mit hjerte, for det er det, som jeg har brugt i dialogen. Jeg har oplevet vigtigheden i at tale fra mit hjerte, når jeg taler med andre om tro. For når man taler om tro, så bliver tal og fakta underordnet til fordel for den mening, som tro kan give ens tilværelse.

Derfor skal der herfra lyde en opfordring til alle om at tage dialog-elevatoren fra hovedet til hjertet. Når man sidder i Myanmar og oplever, hvordan buddhister og muslimer, som flere steder i landet ligger i blodig konflikt med hinanden, får øjnene op for hinanden som mennesker i stedet for repræsentanter for den anden religion, så går verden op i en højere enhed. Man kan mærke et lille naivt håb for en bedre verden spire inde i sig selv.

Tilbage i kolde Danmark har jeg igen snuden solidt plantet i de videnskabelige og teoretiske forklaringer på religion og menneskets behov for den. Dog er jeg en oplevelse rigere: At religion giver ekstra meget mening, når den bliver til tro.

Gertrud blog Minglabar Myanmar 2

Hvad dialog også er

I januar rejste Gertrud til Myanmar på dialogrejse. Målet var at blive klogere på den myanmesiske kultur, folket og tro. Læs hendes beretning her.

Af: Gertrud Payal Pilegaard Thomsen

Dialog. Dia – log. I følge ordnet.dk kommer det af de latinske ord dia og logos. Gennem ord.

I slutningen af januar tog jeg på dialogrejse til Myanmar. En rejse arrangeret af KFUM og KFUK, FDF og Danmission. En rejse, hvor jeg gennem ord skulle blive klogere på den myanmesiske kultur, det myanmesiske folk og ikke mindst på det brogede trosliv, der udfolder sig i dette farverige land. En rejse, hvor jeg skulle møde mennesker og lærer om deres livsfilosofier gennem ord.

Gertrud blog Minglabar Myanmar Foto Thomas Heie

Dialog. Nogle gange er ordnet.dk måske ikke fyldestgørende nok. Dette er, efter min mening, et strålende eksempel. Dialog er i virkelig, menneskelig, nærværende praksis et møde gennem så meget mere end ord. Der, i de gyldne pagoders land, et sted ude i den smukke regnskovs-natur, ved et bord i eftermiddagsheden sammen med en gruppe danske og myanmesiske deltagere på Danmissions Dialogue Camp, var dialog så meget mere.

Vi havde hver valgt et citat eller en passage fra vores respektive helligskrifter, som var af særlig betydning for lige netop os. At dele dette med hinanden udfoldede dialogbegrebet på, for mig, helt nye måder, og rakte langt længere end ord.

Dialog var at mærke, hvordan det betød noget, at dét, der blev delt, var af betydning. Hvordan det ugyldiggjorde en måske ellers forudindtaget opfattelse af et trossamfund. Hvordan det gav stof til eftertanke om, hvorvidt mennesker defineres ud fra den gængse omtale af deres religion, eller om religionen defineres ud fra de mennesker, der lever med den.

Dialog var at opleve det respektfulde møde. At der blev skabt en naturlig, gensidig respekt. En respekt, der trodsede principielle uenigheder og forskellige trostilknytninger. En respekt, der gav plads til at udtrykke præcis dét, det delte satte igang af tanker, følelser og spørgsmål.

Dialog var, at mennesker på tværs af kulturer, kunne skabe et rum, hvor ærlighed, tillid og åbenhed var nøgleord. Et rum, der trods de store forudsætninger for uenighed, fremmede de universelle håb, der ofte drukner i snæversyn og krigsmentalitet.  Et rum, der, sat op i dialogens tegn, klargjorde, hvad dialog er.

Dialog. Dia-logos. Gennem ord. Kære ordnet: Jeg tillader mig at anbefale, at tilføje en lille notits til jeres ellers fornemme ordforklaringsdatabase: Dialog skal opleves.

Nederste foto: Thomas Heie Nielsen

Myanmar in Denmark – Living and studying in the happiest country in the world

Students of Silkeborg Højskole on their Tour de Denmark November 2016. Lu Maw Naing to the right and Naw Briana and Ei Zin May Phoo in the middle of the group.

Ei zin May Phoo fra Myanmar er i Danmark et halvt år, hvor hun går på Silkeborg Højskole. Læs med her, hvor hun på engelsk beskriver, hvordan hun oplever Danmark.
//
Ei Zin May Phoo from Myanmar is in Denmark for half a year, where she attends a course at Silkeborg Højskole. Read her blog post about how she sees Danmark.

By Ei Zin May Phoo

By the grace of God, Lu Maw Naing (YMCA), Naw Briana (YWCA) and I, Ei Zin May Phoo, (Shalom Foundation) got the chance to study at Silkeborg Højskole in Denmark. The school is like a boarding school where all students study, eat, play, and have fun together. It is such a great pleasure for us being together with 11 different nationalities and learn about their cultures and traditions.

We are together with people from different countries and so we have different ideas, ways of thinking, norms, and standards. We learned how to accept different points of views and how to work together with different people. We went to the FDF senior course and learned how volunteers were working hard to make a better society. I believe, I have changed a lot in good ways because of the trip. I am becoming more patience, getting better at team work, and more able to accept different opinions and thoughts. I have become more optimistic and can accept others’ culture (Although some cultures are totally upside down with our cultures). For young people, it is really nice and great being together with other young people in the same place for four months. We fight, argue, work together, laugh together, and above all, we learn from each other. We care about each other and share responsibilities. We become more mature and can solve the obstacles and problems very calmly.

Youth Empowerment and youth involvement

We study Youth Empowerment as our main subject, which is the only subject in English. In addition, we can choose optional subjects and existential subjects. I chose to study Photo, Graphic, outdoor light, and Danish for international as my optional subjects; and Intercultural learning and Game theory as my existential subjects. In the optional subjects like Intercultural Learning, Game Theory and Danish for Internationals we are mainly international students. When I chose the subjects, I chose the ones I could use back in Myanmar. For some subjects, even though I like the them, it is not possible to get the materials in Myanmar. In those situations, I needed to think about another subject I like second most.

Most of the time, we are together with our main subject group. In the group, we create projects, go to the FDF camps, and play games. We learn about group dynamics: How different individual can work together as a group, Leadership skills: How to lead and how to follow, Social capital: The glue that holds the society together, How volunteering and youth organizations benefit the society, and Youth Participation, which focusses on the different levels young people can get involved in decision making processes. Also, we had a visitor from the Danish Youth Council (DUF), who taught us how DUF works in Denmark.

We took part in FDF senior course, where we talked with the leaders from FDF and learned how they manage camps. Finally, we created an international evening, where everyone could enjoy traditional music, dance, food, and Skype with the different people from different countries.

Denmark is one of the happiest countries in the world with cold weather and beautiful nature. Lu Maw Naing, Naw Briana, and I easily got used to of everything here – except for the food, ha ha (Myanmar people eat rice every day, but the Danish people eat bread every day). If you want to know about other countries, you can google them or read about them in books, but nothing can make you understand countries and their culture better than staying in that country and being together with the people from that country. This is want to share with you.

Lu Maw Naing, Naw Briana, and Ei Zin May Phoo trying canoeing for the first time. 

Whether you are raised in Denmark or Myanmar

In Denmark, there is no difference in living standards between the big cities and the country side. Everyone has the same facilities. In Denmark, most of the young people are really fond of volunteering. They spend their free time being volunteers.  They also love travelling, and almost all young people travel around the world when they are 19 or 20 years old, often after they finish high school. Denmark is also one of the only countries where you can get paid when you go to university. The education system is excellent. In schools and universities in Denmark you can discuss your opinions and ask questions to your teachers. You don’t need to say “Yes” whenever the older people speak.

Young people are having fun and drinking when they think that it is time for them to relax. They can control themselves and never get drunk all the time. They pay full attention when it comes to work. They are punctual, and you can rely on them when they promise you that they will do something for you.

Lu Maw Naing and Ei Zin May Phoo at a Christmas party with friends from Silkeborg Højskole

Whether we were born and raised in Myanmar or Denmark, we all have the same talents and abilities to make our society better. What make us different is the way we are brought up and the supports we are given. Most parents in Denmark are ready to support their children in what they are good at, while most parents in Myanmar are directing us to do what they want us to do. As a result, young people from Denmark know where they want to go in an early age, while we are wondering about where we should be. The way Danish parents nurture their children makes them independent and confident young people. Most of them know what they want to be and get the chance to work towards their goals.

Thank you so much

School finishes in December, and then we will go back to Myanmar. I came to Denmark as a representative from my organization, Shalom Foundation. When I go back, I will go back to my organization and apply what I have learned in Denmark. I want to be a part of building peace in my country. I will also be at Foundation for Change in my free time and contribute what I have got to my fellow young people.

We are so glad that we are here, and we hope we can apply what we have learned here when we go back to our home country. Thank you so much to everyone who gave us a chance to explore the world.

En almindelig, ualmindelig dag som praktikant i Myanmar

Nina Borgen er ny praktikant ved Foundation for Change – et af de projekter, Minglabar Myanmar støtter i Myanmar. Hun er landet i yangon og fortæller her om en almindelig, ualmindelig dag som praktikant i Myanmar.

Så er en ny praktikant landet hos FFC i Yangon i Myanmar – og det er mig. Mit navn er Nina, jeg er 23 år og praktikant hos FFC på mit 7. semester på statskundskab. Jeg ankom for en uge siden og er godt i gang med arbejdet hernede.

Før jeg ankom, var det svært at forestille sig, hvordan en hverdag ville se ud hernede. Men nu er jeg i gang, og derfor tænkte jeg, at jeg også vil vise dig min hverdag – eller i hvert fald et udsnit af den.

Derfor får du et indlæg om en helt almindelig ualmindelig dag som praktikant. Almindelig, fordi det giver et godt billede af min hverdag hernede. Ualmindelig, da ingen dage hernede er ens – og det er det, der gør det så spændende, afvekslende og fedt at være praktikant.

kl-8

Kl. 8.00: Ringeuret ringer. Morgenmaden står på noget yoghurt, et æble og et æg, som jeg har kogt i min elkedel. Salt til ægget, kaffe til min træthed og vand til min krop skal der selvfølgelig også til. Jeg har god tid, så kan nå at læse et kapitel i min igangværende skønlitterære bog.

kl-9

Kl. 9.00: Jeg sidder i en taxi på vej til møde. Trafikken er et helvede på dette tidspunkt af dagen, og da jeg skal ret langt væk, må jeg hellere tage af sted i lidt ekstra god tid. Var et godt valg, da vi havde problemer med at finde stedet.

Kl. 10.00: Møde hos ActionAid, som er en af vores samarbejdspartnede. Alle er lidt forsinket udover mig – jeg kom 9.59, lige til tiden. Men ”Asian-time” vænner man sig til.  Billy, min kollega, og James, trainee hos ActionAid, ankom efter ganske kort tid. Mødet omhandlede vores fremtidige partnerskab, og hvordan vi kan samarbejde bedst muligt.

kl-13

Kl. 13.00: Billy og jeg tog ud og spiste på en lokal burmesisk restaurant. Derefter flyttede vi videre på café med wifi og researchede på de nyeste visum-regler – som ikke helt nemme at hitte ud af. Det tager en del af min tid disse dage.

kl-15

Kl. 15.00: Jeg tager toget hjem, da vi alligevel er i nærheden af en station. Det er også hyggeligt, taxier er der jo ikke noget yderligere charmerende ved, for chaufførerne kan alligevel sjældent mere engelsk end at sige prisen og tak. Derudover er togturen billig – 100 kyat (hvilket er omkring 50 øre).

kl-16

Kl. 16.00: Jeg går hjem fra stationen, og vejret er skønt! Nu når det er regntid, og det er Myanmar, hvor solen går ned omkring kl. 18, nyder jeg virkelig bare de tidspunkter på dagen, hvor det hverken regner eller er mørkt. På vejen smutter jeg forbi en ny boghandel, jeg opdagede forleden aften. Jeg skal i anledning af mit praktikophold skrive en såkaldt ”individuel politologisk seminar opgave”, hvilket er et krav fra Institut på Statskundskab på Aarhus Universitet, når man er i praktik. Jeg har valgt at skrive om Myanmar under emnet  ”National building”. Derfor har jeg brug for en god bog til at få helt styr over Myanmars (/Burmas) historie. Har været i flere boghandlere, hvor der ikke lige har været så mange engelske bøger. Men i dag fandt jeg en bog, jeg helt sikkert kan finde nyttig!

kl-17

Kl. 17.00: Med en kop kaffe, min nye bog og ubesvarede mails tager jeg lige en time på kontoret.

kl-19-30

Kl. 19.30: Mødes med nogen af mine nye venner, som jeg mødte på en bar sidste weekend. Der er nogen barer i Yangon, hvor der nærmest kun er NGO-folk. Det er dejligt at kunne tage ud og møde en masse, hvis nuværende liv i høj grad minder om ens eget; arbejdende i en NGO i et fremmed land langt væk fra familie og velkendte venner. Denne aften tog vi på en fantastisk indisk restaurant, hvor vi var 10 som delte en masse forskellige mindre indiske retter (Restauranten hedder AV’s: virkelig anbefalelsesværdig!). Både England, Indien, Tyskland, Filippinerne, Frankrig og, selvfølgelig, Danmark, var repræsenteret ved den forsamling.

kl-22-30

Kl. 22.30: Vi tog videre på en bar, som jeg aldrig har været på før. Den viste sig at være ca. 500 meter væk fra der, hvor jeg og de to danske Youth Leathers skal bo. Her mødte jeg endnu flere NGO-folk. Der er så få af “vores slags” i Yangon, at det er nærmest er som et lille ”community”. Det var en skøn aften! Jeg skulle tidligt op næste dag, så det blev til en enkelt genstand og en masse snak, før jeg smuttede hjem omkring kl. 12.

Silkeborg Højskole i Myanmar

Elever fra Silkeborg Højskole har været to måneder i Myanmar, hvor de har mødt de frivillige i Yangon og boet på landet i Myanmar for at lære mere om projekterne. Her er, hvad deres lærer, Rasmus Danker, skriver om det.

DSC_0185

De kalder den Youth Hub’en. Det er et sted, hvor de unge fra Myanmar mødes for at hænge ud, diskutere, projektudvikle, spille spil, holde møder og meget mere. Det er den pulserende nerve i YMCAs hovedkontor i Yangon, hvor der altid er liv, stemning og energi.
 
For lidt over en måned siden afsluttede 13 unge fra Myanmar og 11 danske højskoleelever fra Silkeborg Højskole 9 dages intens “højskole” sammen i Yangon, Myanmar. Afslutningen blev et fælles projekt: At udvikle
Youth Hub’en, som de unge selv tager ansvaret for at indrette og føre videre.
 
Fælles brainstorm, idéudvikling og sidenhen rengøring, indkøb og maling. Ideer og drømme fra de unge fra Myanmar mødte danskernes energi og initiativ. Alles hænder flettede sammen og tog fat. Puder, musikanlæg, maling, opslagstavler og møbler blev købt ind med Danmission som sponsor.
 
Silkeborg Højskoles elever afslutter deres frivillige arbejde i YMCA og Shalom i denne weekend efter halvanden måned – og siger stort tak til Myanmar og deres vidunderlige mennesker. Vi glæder os til at vende tilbage til landet og til Youth Hub’en en dag i fremtiden.
DSC_0278
Se flere billeder fra turen på Facebook

På telttur i paradis

Emma5

i påsken besøgte en flok frivillige danskere myanmar. her deltog de blandt andet i en ungdomslejr, som Foundation for change havde arrangeret. Emma thoftgaard var en af deltagerne. Hun er FDF’er og har skrevet om sine oplevelser med omvendt måne og stråmåtter i paradis.

Jeg plejer at være på lejr i påsken enten som deltager eller instruktør, så det ville selvfølgelig også være gældende denne påske. Dog var det en anden lejr, end jeg er vant til. I påskeferien var jeg nemlig på lejr – eller Youth Camp – i Myanmar sammen med 8 andre frivillige danskere og 50 unge burmesere.

Emma6

Som FDF’er har jeg været på lejr mange gange, så da jeg hjemmefra fik af vide, at jeg skulle sove i et telt med liggeunderlag og sovepose, var det ikke skræmmende for mig. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det nok ikke ville blive det samme, som at sove på en fodboldbane i Ballerup eller mellem træerne ude midt i skoven. Så da vi tog af sted mandag morgen, var jeg klar til hvad end jeg skulle møde. Men alligevel blev jeg overvældet, da jeg mødte synet af noget, der lignede paradis.

Emma3

Er det her vi skal bo?

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sove i et telt på en strand, ved noget der mindede om verdens ende, mellem kokospalmer, slanger og havets sus. Det var helt fantastisk og meget surrealistisk. Det var mit første rigtig møde med Myanmar, som ikke var storby, kaos og ris, og det var det mest vidunderlige. Det var helt andet end Sletten ved Ry i Danmark, og hvordan man ellers forestiller sig, en lejrplads ser ud i Danmark. Forestil dig en rigtig bounty strand med kokospalmer, blåt vand (som i virkelig blåt vand) så langt øjet rækker, hvidt sand og krabber overalt. Som jyde er jeg vokset op med, at Vesterhavet er noget så skønt, men denne strand eller lejrplads, som det nu var, slog det på alle måder.

Emma2

Da vi skulle til at bygge vores lejrplads op, som kun bestod telte, blev vi danskere sat på lidt af en opgave. For mange af de unge burmesere var det første gang de skulle sove i telt, og derfor vidste de ikke hvordan man slog et telt op. På den bedste pædagogisk måde var der ikke andet for end at vise dem, hvordan vi plejede at gøre. Asiater er ikke så høje, så det var teltene heller ikke. Liggeunderlaget var heller ikke, som det vi kender det her hjemme; det var en tynd sivmåtte. På jorden lå der ikke træstoppe eller grankogler, nej, der lå kokosnødder.

Alt dette gjorde ikke så meget, når vi befandt os i så smukke omgivelser. Det var lige så smukt om natten. Himlen var fyldt af stjerner og månen, der vendte på hovedet, var smuk og klar, og når jeg krøb ned i soveposen kunne jeg høre vandet lige så stille. Så er det helt okay at være på telttur i Myanmar.

Emma1

Fra Godik-toilet til… Et hul i jorden

Igen som FDF’er har jeg levet primitivt mange gange. Jeg tisset i skoven og levet uden bad og rindende vand i flere gange, så man skulle mene,  at jeg burde være godt forberedt til mødet med det burmesiske toilet. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stirre
i det hul, der skulle være mit toilet de næste par dage. Jeg har prøvet at ”sidde” på et hul før, men det er alligevel bare grænseoverskridende. Hvorfor, ved jeg ikke helt. Men jeg tror, det er fordi man forbinder et toilet med noget rent og hygiejnisk, og det kan man vist godt sige, at det burmesiske lejr-toilet ikke helt var. Her skal man have gode squat-skills og være god til at sigte, uanset om man er pige eller dreng. Jeg vænnede mig aldrig helt til lugten, og det faktum, at jeg ikke kunne skylle ud efter mig. Noget af det første jeg også lærte i Myanmar, var altid at have toiletpapir på mig. De burmesiske piger var nu heller ikke helt glade ved tanken om toilet-hullet. De var heller ikke vant til de primitive forhold, og de syntes, det var lige så grænseoverskridende som os, hvis ikke mere. Men når man skal, så skal man, og øvelse gør mester.

Der er mange ting, jeg som FDF’ere tænker jeg er forberedt på. Alligevel er det noget andet at være på lejr i Myanmar. Her spiser man ikke slik og is, men drikker kokossaft af kokosnødder, og bader i havet i stedet for at tage et varmt brusebad. Jeg har stået i mange mærkelig og bizarre situationer som FDF’er og denne telttur er ingen undtagelse. På sin helt egen måde. Jeg elsker at være på lejr, og jeg er sikker på, at telturen ved paradis i Myanmar, er en tur jeg sent vil glemme.

Emma4

Ninas tanker om praktik i Myanmar

Nina Borgen


Nina Borgen skal i praktik i Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Myanmar til efteråret. Hun har haft muligheden for at besøge landet i påsken sammen med andre frivillige. Vil du også i praktik i Myanmar? Så kan du blive Ninas kollega – vi søger en kommunikationspraktikant til efteråret – se mere her.

Mit navn er Nina Borgen. Jeg studerer statskundskab på 6. semester på Aarhus Universitet, og færdiggør dermed min bachelor til juni. Mere eller mindre frivilligt (host*fremdriftsreformen*host) påbegynder jeg min kandidat i statskundskab dette efterår. Efter tre år på universitet er jeg ved at være godt og grundig træt af bøger, teori på teori og sidestillende arbejdspositioner. Egentlig har jeg aldrig rigtig været specielt glad for at læse. I må forstå mig ret; jeg elsker mit studie, jeg interesserer mig gevaldigt for samfundet, det politiske system, international politik etc. Og det er også min stærke interesse for dette, som har fået mig igennem de snart tre år bacheloren har varet. Jeg går op i mit studie, men nu ser jeg også at tiden er inde til et pusterum med nogen fingre i jorden og noget mere praktisk arbejde, fremfor teori, faglige diskussioner og tunge bøger.

Til efteråret skal jeg være den nye praktikant i Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Yangon, da jeg er blevet ansat som projektkoordinator. Og det er lige, hvad jeg trænger til. Jeg har i hele min studietid været frivillig i en NGO, og derfor vidste jeg, da jeg stå stillingsopslaget, at det her var noget for mig.

Jeg fik muligheden for at komme med til Yangon i påskeferien sammen med andre frivillige fra forskellige organisationer i Danmark. Inden rejsen var jeg spændt. For tænk hvis jeg bare kom derned og tænkte ”Skal jeg virkelig tilbringe 4 måneder her?” Jeg var ikke super nervøs eller anspændt. Jeg er generelt optimistisk som person, og er altid super spændt og engageret, når jeg påbegynder nye faser i mit liv. Men der var stadig en lille stemme indeni, som i bund og grund havde nogen kritiske overvejelser om hele mit projekt. For nok har jeg rejst en del i Asien, men det har aldrig været i en længere periode, det har været som backpacker, hvor man altid har mulighed for at rejse videre, hvis man ikke bryder sig om det sted, man befinder sig, og jeg har aldrig prøvet at bo et fast sted udenfor Danmarks grænser.

Men alle mine bekymringer gjort til skamme, da jeg i påskeferien tilbragte en uge i Yangon.

Først og fremmest ved mødet med Billy, den lokalt fastansatte for Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Yangon. Han er en person, som virkelig møder folk, som de er. Han er super rar, engageret og dygtig. Det beroligede mig meget, at min kemi med ham fra start af var umiddelbar og afslappende.

Et andet møde, som gik over al forventning, var mødet med de øvrige lokale frivillige i Yangon. Trods kulturelle forskelle og lidt anden humor – herunder ikke så meget ironi og sarkasme – var de meget lig mig selv. Vi kunne have både personlige, faglige og fjollede samtaler. De fleste af dem mindede på papiret meget om mig selv. Studerende, unge, frivillige. Vi snakkede om karakterpres, venner, fritid, sport osv. Det var et skønt møde, og mange af dem ser jeg frem til at hænge ud med og spise med, når jeg kommer til at bo dernede i efteråret. Og ikke mindst arbejde sammen med i mit job som projektkoordinator.

Sidst, men ikke mindst, overraskede lokalbefolkningen mig meget. De lokales mentalitet er fantastisk og yderst imødekommende. Når jeg gik på gaden gloede de ikke på en. De kiggede med et blik som udviste interesse og nysgerrighed. Når jeg smilede, smilede de altid tilbage. Når jeg havde brug for hjælp, var der altid en lokal, som ville hjælpe mig på trods af sproglige barrierer. Jeg følte mig ikke usikker, selvom jeg gik alene efter mørkets frembrud. Generelt var jeg virkelig fascineret og imponeret over deres imødekommenhed og umiddelbare venlighed.

Alt i alt ser jeg altså frem til efteråret. Det er stadig skræmmende at skulle bo i et udviklingsland med en helt anden kultur, at omgås med næsten udelukkende lokale og samtidig udfylde rollen som projektkoordinator. Men jeg er optimistisk, og efter min tur til Yangon i påskeferien glæder jeg mig kun endnu mere til efteråret og mit praktikforløb.

Yangon – et bombardemant af sanseoplevelser

Artikel1

Familien Dalsgaard / Kærgaard fra Aulum er i Myanmar i januar og februar 2016 for at opleve landet, møde de projekter, Minglabar Myanmar støtter og ikke mindst spille fodbold med en masse børn. Karin Dalsgaard har skrevet om de første oplevelser i Yangon, Myanmars største by.

”Her lugter!” Det er første melding efter at vores tre meget danske drenge er landet midt i Yangon. Men det kan ikke være anderledes. Gaden er fyldt med gadekøkkener, der serverer alt muligt, vi knap kan regne ud hvad er. Der koges, grilles og frituresteges og serveres ved ganske små borde og stole. Her emmer af liv. Boder der sælger blomster og frugt, eller søm og negleklippere eller snacks og taletidskort. Ovenover os hænger tunge elledninger i bundter. Man skal se sig godt for, når man færdes på fortovene for indimellem mangler en sten i en i forvejen løs belægning, og du kan følge med i, hvad der er af output fra bygningen du passerer. Desuden hænger der snore med en krog eller en stor klips ud fra vinduerne ovenover. Det fungerer som en slags postkasse. Trafikken er heftig og en kontant lyd af hvinende bremser og biler der dytter utålmodigt.

Vi bor på YMCA International. Og selv om forskellene er til at få øje på, er der også noget, der bare er ”same same”: Det er fedt at spille fodbold, når man er dreng uanset om man bor i Yangon eller Aulum.

YMCA har en baggård, og her har drengene i dag fundet ned for at lege. Nesar, der arbejder her dukker op med en bold, og et par store drenge fra bygningen ved siden af inviteres med. Det bliver et brag af en kamp. Der er ellers ikke meget plads, for baggården gemmer også gammelt tømmer og mursten, krukker med planter, et par tildækkede biler, bænke og ting der ikke lige er i brug. Banen er delvis asfalt og stampet ler og måler ikke mere end 3 x 7 meter. Mens moren begejstret følger kampen piler en rotte over gården. Der dribles og fintes og gives high five ved hver scoring. Det er SÅ fedt!

Historien om Katoo fra Dalla

Anna Rosa historien om Katoo

TASKFORCE: I oktober var 17 unge, danske frivillige i Myanmar for at se de projekter, Minglabar Myanmar arbejder med. Anna Rosa Elholm Mauer var en af dem. Her fortæller hun om sit møde med Katoo fra Dalla, der ligger lidt udenfor Myanmars største by, Yangon.

Katoo var en ung mand, vi mødte tilfældigt på gaden i Yangon. Katoo læste engelsk på universitetet, og kontaktede os, fordi han gerne ville øve sit sprog. På mange punkter mindede Katoo om danske unge; Han lyttede også til Nicky Minaj og Rihanna, og han havde en drøm om at se andre dele af verden, når han blev færdig med sin uddannelse. Katoo fortalte os om Myanmar, om sin uddannelse og sin familie, men han var også meget interesseret i at høre om Danmark. Vi snakkede i nogle timer, mens han fulgte os rundt i byen, og det endte med, at Katoo inviterede os hjem til sit hus i Dalla. Vi var tre fra taskforce-gruppen som tog med.

Dalla er et område udenfor byen, som er en del fattigere end det centrale Yangon. Katoo og hans bror havde lejet scootere, som vi sad bag på.

Små, tynde grusstier, eller smalle brædder udgjorde vejene i Dalla, og lave, tætstående hytter på pæle udgjorde al bebyggelse. Da vi kørte gennem Dalla på de smalle brædder, gloede samtlige af de lokale på de fremmede, blege, lyshårede danskere. Flere vinkede og hilste, og alle trådte til side, så scooterne kunne køre på de smalle stykker træ på jorden. Vi nåede til Katoos hytte.

I 2008 hærgede cyklonen Nargis Myanmar, og mange tusinde menneskers huse blev skyllet væk, herunder Katoos hytte. Katoo fortalte, at hans familie fik lov at bygge en slags telt på naboens grund, hvor de boede midlertidigt, mens de byggede deres hus op igen. I Myanmar er lønningerne ikke høje, og det tog Katoos familie 7 år, før de flyttede ind i deres nye hytte.
Da vi besøgte Katoo, manglede der stadig vinduer, mursten og cement, før huset var færdigt. Huset havde to etager, selvom det var småt. Der var kun et enkelt rum på hver etage, med undtagelse af en dør til toilettet i nederste etage, som egentlig bare var et hul i jorden.

På trods af størrelsen, var det tydeligt at se, at hytten var et hjem. På væggene hang de få familiebilleder, som havde overlevet Nargis, og den lille hårde træsofa var placeret foran tv’et, som i hvert fald ikke var en fladskærm.
I rummet ovenpå stod et lille husalter. Ved alteret stod 3 sparedåser. Den ene var Katoos og de andre to var hans brødres. Når de fik penge mellem hænderne lagde de så meget som muligt til side i dåserne. På dåserne forklarede de burmesiske krummelurer, hvad de hver især sparede sammen til. Katoo sparede sammen til det vindue som stadig manglede i stuen. Katoo fortalte at det var her ved alteret, at familiens medlemmer hver morgen bad deres bønner, før de tog i skole eller på arbejde. Katoo var den i familien som stod først op om morgenen. Allerede klokken 4 om morgenen stod han op, da han havde næsten 3 timers rejse, for at være i skole til tiden.

Det var meget tydeligt, at hele familien var meget stolte af, at de havde klaret at bygge huset op, og især Katoo var meget glad for og stolt af huset.

På trods af sin situation, var Katoo fuld af drømme.  Selvom familien ikke var synderligt velhavende, havde de tag over hovedet, og både Katoo og hans to mindre brødre gik på universitetet. Hans far havde et arbejde på et statsligt kontor, og var vist en respektabel mand i området.

Katoo ville selv gerne til Australien, når han var færdiguddannet, for at blive rig. Vi spurgte hvilket job han drømte om at få i Australien, og Katoo svarede at han ville gerne være opvasker eller frugtplukker, for han havde nemlig hørt, at minimumslønnen var 15 dollars. Når han havde tjent penge nok, ville han rejse hjem igen til Myanmar, og åbne et hostel for backpackers. Han forudså, at der i fremtiden ville komme flere turister til landet, nu hvor grænserne blev åbnet i 2010.

Selvom det måske lyder absurd for os danskere at tage til Australien for at arbejde som frugtplukker, skinnede hans øjne mens han fortalte. Katoo var fuld af håb og drømme om en bedre fremtid. Både for sig selv, men også for sit land. Myanmar er i kæmpe udvikling, og det er netop de unge mennesker som Katoo, som bestemmer hvordan udviklingen udformer sig.

Jeg glæder mig til at besøge Katoos hostel.

Chinlone med Udenrigsministeren

Den 25. januar lander Filip, Albert og William i Myanmar sammen med deres forældre. Familien fra Aulum skal besøge nogle af Minglabar Myanmars projekter, opleve guldpagoder og spille chinlone med burmesiske børn.
Inden afrejse har Filip, Albert og William spillet chinlone med udenrigsminister Kristian Jensen og snakket med ham om Myanmar.
Familien vil løbende lave blogindlæg og små film, så følg med på Facebook, og her på bloggen hvor vi løbende opdaterer med drengenes oplevelser fra det gyldne land mod øst.