Motion for Myanmar

IMG_2389 IMG_2439

Lørdag d. 16. april afholdt sportsklubben Crossover et sponsorløb for Minglabar Myanmar, der foregik i Mindeparken i Aarhus. Har du også lyst til at holde et sjovt arrangement for at sætte fokus på Myanmar, kan Mona Solsøs indlæg forhåbentlig inspirerere.

20 deltagere fordelt på både løbe- og cykelrute gav den gas i en time og fightede sig til i alt 32.000 kr.

Crossover havde på forhånd markeret ruten med balloner, indsamlet sponsorgaver i form af forfriskninger, spurtpræmier og præmier til lotteri, sat telt op og gjort klar til fælles grill efter løbet.

IMG_2394

Humøret var højt og der var plads til alle – børn på cykler, kvinder i rask trav, Myren Maren og Myren Mark på pensionistcykel, det flittige heppekor og omgangstællere, samt de trænede og mindre trænede cykel- og løbeben. Når sirenen lød var det med at sætte tempoet op – så var der præmie til den næste som kom over målstregen.

Ud over de mange sponsorer som havde hørt om Minglabar Myanmar, var der også mange forbipasserende i parken, som lige måtte stoppe op og høre lidt om, hvad der foregik. De fik en ballon i hånden og kunne gå hjem og læse videre.

”Crossover – Hvad er det for en sportsklub?” tænker du måske. Det er en sportsklub forankret i Aarhus, som stræber efter at styrke fællesskabet blandt KFUM og KFUK’ere gennem sport, men samtidig have mulighed for at række ud til folk som ikke har kendskab til KFUM og KFUK og give en ny indgangsvinkel til organisationen. Du kan læse mere om klubben på Facebook Crossover – KFUM og KFUK i Aarhus Midtby.

IMG_2438 IMG_2395 IMG_2437 IMG_2436

På telttur i paradis

Emma5

i påsken besøgte en flok frivillige danskere myanmar. her deltog de blandt andet i en ungdomslejr, som Foundation for change havde arrangeret. Emma thoftgaard var en af deltagerne. Hun er FDF’er og har skrevet om sine oplevelser med omvendt måne og stråmåtter i paradis.

Jeg plejer at være på lejr i påsken enten som deltager eller instruktør, så det ville selvfølgelig også være gældende denne påske. Dog var det en anden lejr, end jeg er vant til. I påskeferien var jeg nemlig på lejr – eller Youth Camp – i Myanmar sammen med 8 andre frivillige danskere og 50 unge burmesere.

Emma6

Som FDF’er har jeg været på lejr mange gange, så da jeg hjemmefra fik af vide, at jeg skulle sove i et telt med liggeunderlag og sovepose, var det ikke skræmmende for mig. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det nok ikke ville blive det samme, som at sove på en fodboldbane i Ballerup eller mellem træerne ude midt i skoven. Så da vi tog af sted mandag morgen, var jeg klar til hvad end jeg skulle møde. Men alligevel blev jeg overvældet, da jeg mødte synet af noget, der lignede paradis.

Emma3

Er det her vi skal bo?

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sove i et telt på en strand, ved noget der mindede om verdens ende, mellem kokospalmer, slanger og havets sus. Det var helt fantastisk og meget surrealistisk. Det var mit første rigtig møde med Myanmar, som ikke var storby, kaos og ris, og det var det mest vidunderlige. Det var helt andet end Sletten ved Ry i Danmark, og hvordan man ellers forestiller sig, en lejrplads ser ud i Danmark. Forestil dig en rigtig bounty strand med kokospalmer, blåt vand (som i virkelig blåt vand) så langt øjet rækker, hvidt sand og krabber overalt. Som jyde er jeg vokset op med, at Vesterhavet er noget så skønt, men denne strand eller lejrplads, som det nu var, slog det på alle måder.

Emma2

Da vi skulle til at bygge vores lejrplads op, som kun bestod telte, blev vi danskere sat på lidt af en opgave. For mange af de unge burmesere var det første gang de skulle sove i telt, og derfor vidste de ikke hvordan man slog et telt op. På den bedste pædagogisk måde var der ikke andet for end at vise dem, hvordan vi plejede at gøre. Asiater er ikke så høje, så det var teltene heller ikke. Liggeunderlaget var heller ikke, som det vi kender det her hjemme; det var en tynd sivmåtte. På jorden lå der ikke træstoppe eller grankogler, nej, der lå kokosnødder.

Alt dette gjorde ikke så meget, når vi befandt os i så smukke omgivelser. Det var lige så smukt om natten. Himlen var fyldt af stjerner og månen, der vendte på hovedet, var smuk og klar, og når jeg krøb ned i soveposen kunne jeg høre vandet lige så stille. Så er det helt okay at være på telttur i Myanmar.

Emma1

Fra Godik-toilet til… Et hul i jorden

Igen som FDF’er har jeg levet primitivt mange gange. Jeg tisset i skoven og levet uden bad og rindende vand i flere gange, så man skulle mene,  at jeg burde være godt forberedt til mødet med det burmesiske toilet. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stirre
i det hul, der skulle være mit toilet de næste par dage. Jeg har prøvet at ”sidde” på et hul før, men det er alligevel bare grænseoverskridende. Hvorfor, ved jeg ikke helt. Men jeg tror, det er fordi man forbinder et toilet med noget rent og hygiejnisk, og det kan man vist godt sige, at det burmesiske lejr-toilet ikke helt var. Her skal man have gode squat-skills og være god til at sigte, uanset om man er pige eller dreng. Jeg vænnede mig aldrig helt til lugten, og det faktum, at jeg ikke kunne skylle ud efter mig. Noget af det første jeg også lærte i Myanmar, var altid at have toiletpapir på mig. De burmesiske piger var nu heller ikke helt glade ved tanken om toilet-hullet. De var heller ikke vant til de primitive forhold, og de syntes, det var lige så grænseoverskridende som os, hvis ikke mere. Men når man skal, så skal man, og øvelse gør mester.

Der er mange ting, jeg som FDF’ere tænker jeg er forberedt på. Alligevel er det noget andet at være på lejr i Myanmar. Her spiser man ikke slik og is, men drikker kokossaft af kokosnødder, og bader i havet i stedet for at tage et varmt brusebad. Jeg har stået i mange mærkelig og bizarre situationer som FDF’er og denne telttur er ingen undtagelse. På sin helt egen måde. Jeg elsker at være på lejr, og jeg er sikker på, at telturen ved paradis i Myanmar, er en tur jeg sent vil glemme.

Emma4

Ninas tanker om praktik i Myanmar

Nina Borgen


Nina Borgen skal i praktik i Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Myanmar til efteråret. Hun har haft muligheden for at besøge landet i påsken sammen med andre frivillige. Vil du også i praktik i Myanmar? Så kan du blive Ninas kollega – vi søger en kommunikationspraktikant til efteråret – se mere her.

Mit navn er Nina Borgen. Jeg studerer statskundskab på 6. semester på Aarhus Universitet, og færdiggør dermed min bachelor til juni. Mere eller mindre frivilligt (host*fremdriftsreformen*host) påbegynder jeg min kandidat i statskundskab dette efterår. Efter tre år på universitet er jeg ved at være godt og grundig træt af bøger, teori på teori og sidestillende arbejdspositioner. Egentlig har jeg aldrig rigtig været specielt glad for at læse. I må forstå mig ret; jeg elsker mit studie, jeg interesserer mig gevaldigt for samfundet, det politiske system, international politik etc. Og det er også min stærke interesse for dette, som har fået mig igennem de snart tre år bacheloren har varet. Jeg går op i mit studie, men nu ser jeg også at tiden er inde til et pusterum med nogen fingre i jorden og noget mere praktisk arbejde, fremfor teori, faglige diskussioner og tunge bøger.

Til efteråret skal jeg være den nye praktikant i Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Yangon, da jeg er blevet ansat som projektkoordinator. Og det er lige, hvad jeg trænger til. Jeg har i hele min studietid været frivillig i en NGO, og derfor vidste jeg, da jeg stå stillingsopslaget, at det her var noget for mig.

Jeg fik muligheden for at komme med til Yangon i påskeferien sammen med andre frivillige fra forskellige organisationer i Danmark. Inden rejsen var jeg spændt. For tænk hvis jeg bare kom derned og tænkte ”Skal jeg virkelig tilbringe 4 måneder her?” Jeg var ikke super nervøs eller anspændt. Jeg er generelt optimistisk som person, og er altid super spændt og engageret, når jeg påbegynder nye faser i mit liv. Men der var stadig en lille stemme indeni, som i bund og grund havde nogen kritiske overvejelser om hele mit projekt. For nok har jeg rejst en del i Asien, men det har aldrig været i en længere periode, det har været som backpacker, hvor man altid har mulighed for at rejse videre, hvis man ikke bryder sig om det sted, man befinder sig, og jeg har aldrig prøvet at bo et fast sted udenfor Danmarks grænser.

Men alle mine bekymringer gjort til skamme, da jeg i påskeferien tilbragte en uge i Yangon.

Først og fremmest ved mødet med Billy, den lokalt fastansatte for Minglabar Myanmars projekt “Foundation for Change” i Yangon. Han er en person, som virkelig møder folk, som de er. Han er super rar, engageret og dygtig. Det beroligede mig meget, at min kemi med ham fra start af var umiddelbar og afslappende.

Et andet møde, som gik over al forventning, var mødet med de øvrige lokale frivillige i Yangon. Trods kulturelle forskelle og lidt anden humor – herunder ikke så meget ironi og sarkasme – var de meget lig mig selv. Vi kunne have både personlige, faglige og fjollede samtaler. De fleste af dem mindede på papiret meget om mig selv. Studerende, unge, frivillige. Vi snakkede om karakterpres, venner, fritid, sport osv. Det var et skønt møde, og mange af dem ser jeg frem til at hænge ud med og spise med, når jeg kommer til at bo dernede i efteråret. Og ikke mindst arbejde sammen med i mit job som projektkoordinator.

Sidst, men ikke mindst, overraskede lokalbefolkningen mig meget. De lokales mentalitet er fantastisk og yderst imødekommende. Når jeg gik på gaden gloede de ikke på en. De kiggede med et blik som udviste interesse og nysgerrighed. Når jeg smilede, smilede de altid tilbage. Når jeg havde brug for hjælp, var der altid en lokal, som ville hjælpe mig på trods af sproglige barrierer. Jeg følte mig ikke usikker, selvom jeg gik alene efter mørkets frembrud. Generelt var jeg virkelig fascineret og imponeret over deres imødekommenhed og umiddelbare venlighed.

Alt i alt ser jeg altså frem til efteråret. Det er stadig skræmmende at skulle bo i et udviklingsland med en helt anden kultur, at omgås med næsten udelukkende lokale og samtidig udfylde rollen som projektkoordinator. Men jeg er optimistisk, og efter min tur til Yangon i påskeferien glæder jeg mig kun endnu mere til efteråret og mit praktikforløb.

Jeg er en del af forandringen

IMG_2781

I januar gennemførte 9 unge burmesere en ledertræning “Training of Trainers” i Myanmar. Ledertræningen bestod af tre moduler, hvor modul 1 var træning. Ved modul 2 og 3 skulle deltagerne selv planlægge og udføre en heldagsworkshop.

De to danske frivillige, Majken og Jens stod for programmet. Majken og Jens er uddannet indenfor henholdsvis international udvikling og som lærer og har stort erfaring med ledertræning.

Her er, hvad deltageren og medlem af Foundation for Change’s bestyrelse, Emily Win, skriver om sin oplevelse af ledertræningen.

Læs mere om træningen her. Læs om to andre deltageres oplevelse her og her.

I am Emily Kay Thwe Win. I am from Yangon, Myanmar. I am working in Youth Department, Myanmar YMCA and also I am a volunteer/Board member of Foundation For Change. I have been actively participating in Foundation For Change.

In January, Foundation for Change created a platform for the young people to be trainers. I participated in “Training for Trainers”. In this training, I have learned how to construct the participatory training or learning. I have discovered the passion of young people who are really interested in this training and also they have desire to share what they have experienced to the others.

What I have learned more in this training? Four approaches of participatory learning were established in this training. These are “learning by doing, peer to peer, reflection and critical thinking”. And also “Participatory Value” leads to stronger individuals, stronger groups and stronger lasting solutions.

After this training, I have become a trainer and “the Change”. I am very enthusiastic to train the young people and motivate them to be “the Changes”.

At last, I would like to express my gratitude to Jens and Majken who are the awesome trainers for us. And of course, Thank you so much or “Mange Tak” Foundation for Change.

Vores land mangler unge ledere

IMG_2931

I januar gennemførte 9 unge burmesere en ledertræning “Training of Trainers” i Myanmar. Ledertræningen bestod af tre moduler, hvor modul 1 var træning. Ved modul 2 og 3 skulle deltagerne selv planlægge og udføre en heldagsworkshop.

De to danske frivillige, Majken og Jens stod for programmet. Majken og Jens er uddannet inden for henholdsvis international udvikling og som lærer og har stort erfaring med ledertræning.

Her er, hvad deltageren og formand for Foundation for Changes projektgruppe, Vincent, har skrevet om sin oplevelse med ledertræningen. Vincent har selv arrangeret workshops om lederskab.

Læs mere om træningen her. Og læs om en anden deltagers oplevelse her.

My name is Saw Vincent Phone Mya. I’m 20 years old and volunteering in National YMCA Myanmar and also being a chairperson of the project group of Foundation for Change Myanmar for this year. I am now final year English Major student at Dagon University and also studying Business at Liberal Arts Program, Myanmar Institute of Theology.

I am really passionate about helping our young people in their education by giving them a basic knowledge about leadership, social responsibility and critical thinking and problem solving skills. As our country needs a lot of young leaders to lead our new generations, we all need to give hands upon each other to built a better society together. So that making trainings, workshops and programs are the best way for our youths to develop their knowledge and capacity building.

I joined this Training of Trainers by Foundation for Change Myanmar because I wanted to become a good trainer one day. The training is taken about 12 days including the real experience of making a small training. Training of Trainers makes me become a real participatory trainer because I have learnt a lot of new technics of learning tools and methods especially about facilitation skills and micro skills.

I have learnt that role-playing, forum theater and image theater methods are also useful to improve the critical thinking skills for the participant. Before attending the training, I thought that being a trainer is very challenging and difficult, but now I feel like it is not that hard to become a good trainer.
I am really thankful to Majken and Jens and Foundation for Change for giving the golden opportunity for our young trainers. I will make the participatory learning tools and micro skills in my workshops, which are about leadership.

IMG_2899

Ledertræningen har givet mig nye værktøjer

IMG_2794

I januar gennemførte 9 unge burmesere en ledertræning “Training of Trainers” i Myanmar. Ledertræningen bestod af tre moduler, hvor modul 1 var træning. Ved modul 2 og 3 skulle deltagerne selv planlægge og udføre en heldagsworkshop.

De to danske frivillige, Majken og Jens stod for programmet. Majken og Jens er uddannet indenfor henholdsvis international udvikling og som lærer og har stort erfaring med ledertræning.

Her er, hvad deltageren Bawk Nue skrev om sin oplevelse med ledertræningen.

Læs mere om træningen her.

I am Bawk Nue. I am working in a community-based academy as a teacher and volunteering in Alumni Group of the Academy as a trainer. Participatory Trainers’ Training is the best training that I have ever attended because of its practicum. Within the training I could upgrade my trainer skills through training and practicum.

We all learned by doing these topics: Learning tools, team building, skills in facilitation, creative learning methods and how to plan participatory training. I was very surprised that in Module 2 and 3, we applied what we have learnt from Module 1. The most significant experience is facilitation culture exchange between Denmark and Myanmar. We learnt and shared a lot from each other.

As soon as I got back to the academy, I met all the staff of the academy and shared with them. At the moment I am teaching Elementary English to youth by using some tools like micro skills and learning tools. When I am giving training, I do believe that I could do better than before. Not only I learned the lessons from the training, but I also learned lots of other things such as to be on time, to be patient as a trainer from the two active trainers and my friends. Now I am applying in my classroom all the skills that I could build within the training.

IMG_2881

9 seje burmesere er nu blevet ledere

IMG_2735

9 unge burmesere deltog i ledertræning i Foundation for Change Myanmar i januar. Det har givet dem viden om og mod på selv at lave egne workshops og arrangementer. Her kan du læse mere om træningen og om, hvordan Minglabar Myanmars arbejde styrker unge i Myanmar.

Efter syv dages intensiv ledertræning i Myanmar, lavede de deltagerne en øvelse i anerkendelse. Øvelsen gik ud på, at en person sad i midten. Alle de andre deltagere skulle klistre post-its på hinanden med søde, anerkendende ord om personen i midten. Alle nåede ind i midten, og det blev til meget ros og anerkendelse. Så meget, at en af deltagerne fik tårer i øjnene, fordi hun blev så glad og rørt. Det fortæller Majken, der sammen med Jens stod for ”Training of Trainers”, altså ledertræning, i Myanmar i januar.

Majken og Jens er uddannet inden for henholdsvis international udvikling og som lærer og har stort erfaring med ledertræning. De har arbejdet frivilligt for Foundation for Change fra juli til januar.

9 unge burmesere deltog i Foundation for Changes ”Training of Trainers”. Deltagerne var fra 19 til 28 år og var fra YMCA, YWCA og Shalom samt en enkelt fra Kachin i det nordlige Myanmar.

Træningen varede 12 dage og var delt op i tre moduler, hvor de sidste to handlede om at bruge det, de havde lært, i praksis. På modul 2 og 3 skulle deltagerne dermed planlægge, udvikle og udføre deres egen heldagsworkshop.

IMG_2835

Formål

Ledertræningens formål var at deltagerne lærte og afprøvede deltagerorienteret undervisning. At arbejde deltagerorienteret betyder, at deltagernes erfaringer, motivation og viden er i fokus. Deltagerne lærer ved at gøre, ligesom vi kender fra FDF og KFUM og KFUK i Danmark. De kommende trænerne lærte dermed at facilitere, bruge kreative metoder som rollespil og leg og at skabe dialog, øge kritisk tænkning og dialog. Emner, der er kernen i Foundation for Change Myanmar.

Målet er, at deltagerne selv kan blive trænere i Foundation for Change, der har træninger i ledelse, kommunikation og frivillighed.

IMG_2951

Deltagerorienterede metoder

”De deltagerorienterede metoder samt den legende og dialogiske tilgang er ny for de fleste af deltagerne. Deltagerne beskrev, hvordan man i hele Myanmars skolesystem i langt højere grad er vant til at lytte til underviseren, som har en meget høj autoritet eller status. Det kunne også mærkes, at deltagerne indimellem er tøvende, fx hvis der spørges ind til deres mening, holdning eller deres analyse af en situation. Det er ikke noget alle er vant til, og det kræver tilvænning at skulle reflektere og være kritisk-dialogisk i en undervisningssituation. Mest af alt er de kommende trænere dog super nysgerrige og ikke bange for at prøve nye ting af som forumteater, storytelling, ud på gaden og interviewe mennesker de møder, facilitere små workshops ud fra emner, de selv definerer og afprøve forskellige teambulding-øvelser på hinanden,” skriver Majken.

Træningen er deltagerorienteret, fordi Foundation for Change vil skabe forandring for – og ikke mindst med – unge.

”Når deltagerne i en undervisningssituation får mulighed for at udtrykke og diskutere egne oplevelser, bygge videre på erfaringer, bringe sig selv og egen viden og motivation i spil, opstår et helt unikt rum for motivation, læring og forandring. Der opstår en læring, som ikke bare er ligegyldig lagret og ubrugelig viden, men værktøjer og erfaringer som kan anvendes i praksis. Dette giver grobund for at det, der læres, huskes bedre og bruges mere aktivt i modsætning til eksempelvis et powerpoint-præsentation eller et foredrag, som ofte er noget, vi glemmer kort tid efter, eller ikke for forholdt os til relevansen af i vores egen praksis,” skriver Majken.

Derfor arbejdede Majken og Jens også med at opbygge selvtillid blandt de unge. En metode til det er anerkendelse, ligesom øvelsen med post-its.

IMG_2978

De unge planlægger arrangementer selv

Modul 2 og 3 er praksismoduler, hvor deltagerne stadig fik lidt inputs og lærte nye metoder, men mest af alt skulle arbejde på egen hånd med at forberede og videreudvikle en af Foundation for Changes koncept-træninger i enten ledelse, frivillighed eller kommunikation. Deltagerne arbejdede i to grupper med hhv. ledelse samt kommunikation og public speaking. Indimellem testede grupperne små øvelser på hinanden eller fremlagde ting fra programmet, som de ville have feedback på i en ”laboratorie- og feedback seession”.

Besøg fra Danmark

Søndag eftermiddag blev modul 3 kickstartet, da syv danske efterskole-elever fra Rydhave Efterskole kom. Efterskoleeleverne skal deltage i en exchange-workshop, som de kommende trænere også har planlagt og skal udføre samt have feedback på efterfølgende. Indledende til dette blev der diskuteret hvad formålet er med udveksling, da udveksling mellem Danmark og Myanmar, mellem kultur og erfaringer, også er en vigtig del af Foundation for Change.

IMG_2970

Majken har spurgt nogle af deltagerne, hvorfor de har deltaget i ledertræningen. Du kan se deres svar på engelsk herunder.

Why are you participating in this ToT?

Ma Kay Jar Nue (Kay): “I want to learn participatory teaching methods, and I want to learn what is the advantages and benefits of participatory teaching contrary to teacher-centered methods”

Khen Lam Cin: “To learn and become a good trainer and a good facilitator. It is my current issue to give training in my community”

Wai Lwin Lwin Aung (Rose): “Because I want to try to apply the VYF. I think the ToT will be part of my training and preparation to do this and carry out my project. Then I can do by myself”

What will you apply / use from the training after it has ended?

Kay: “I want to apply it for when I am a volunteer, if I have time I want to volunteer in FFC or YMCA. I would like to do projects or trainings about youth”

Khen Lam Cin: “I am going to do environment training in my community. I can use forum theater, image theater and participatory training which is useful and practical for the trainings, I will do in my community.”

Rose: “Especially I will use the leadership training, we have been working with. I will do it in my project when I apply for the VYF”

Has there been anything, which surprised you in the ToT:

Kay: “At first I did not know that I would train as a trainer, I did not know that we would lean by experience based methods and learning by doing. Every step is challenging for me. I did not expect, that I could do a workshop and that we were going to train one our self, I only except that we would learn the tools , skills etc.”

Khen Lam Cin: “There has been a lot of activities and group work, which was a surprise. It is totally different from other trainings, that I have attended before, where there are no activities. It is more one-way-style what I usually attend. In this training, we are very active, it is two-way approach and it support us to remember better. It is very exciting, and I am very happy in this training”

Rose: Everything is very surprising. I think that most ToT’s are not so effective, but this is very effective. We can do the real training by our self after this training. That is a surprise for me. Normally we cannot, but after this ToT, we can do effectively. “

What kind of trainer do you want to be (or what kind of training would you like to do)?

Kay: “Most of our Myanmar students are learning by heart, and they have no idea about what are the reason and the consequence of what they learn. I want to guide them more and give them more confidence to be able to do what they are thinking about, to explore their own ideas and have a better education”

Ken Lam Cin: “I want to be a community leader leading social life and focusing on training in environmental issues”

Rose: “Off course participant centered training and mostly ‘hot topics’ for youth like leadership and also communication, like we are also planning to do”

Yangon – et bombardemant af sanseoplevelser

Artikel1

Familien Dalsgaard / Kærgaard fra Aulum er i Myanmar i januar og februar 2016 for at opleve landet, møde de projekter, Minglabar Myanmar støtter og ikke mindst spille fodbold med en masse børn. Karin Dalsgaard har skrevet om de første oplevelser i Yangon, Myanmars største by.

”Her lugter!” Det er første melding efter at vores tre meget danske drenge er landet midt i Yangon. Men det kan ikke være anderledes. Gaden er fyldt med gadekøkkener, der serverer alt muligt, vi knap kan regne ud hvad er. Der koges, grilles og frituresteges og serveres ved ganske små borde og stole. Her emmer af liv. Boder der sælger blomster og frugt, eller søm og negleklippere eller snacks og taletidskort. Ovenover os hænger tunge elledninger i bundter. Man skal se sig godt for, når man færdes på fortovene for indimellem mangler en sten i en i forvejen løs belægning, og du kan følge med i, hvad der er af output fra bygningen du passerer. Desuden hænger der snore med en krog eller en stor klips ud fra vinduerne ovenover. Det fungerer som en slags postkasse. Trafikken er heftig og en kontant lyd af hvinende bremser og biler der dytter utålmodigt.

Vi bor på YMCA International. Og selv om forskellene er til at få øje på, er der også noget, der bare er ”same same”: Det er fedt at spille fodbold, når man er dreng uanset om man bor i Yangon eller Aulum.

YMCA har en baggård, og her har drengene i dag fundet ned for at lege. Nesar, der arbejder her dukker op med en bold, og et par store drenge fra bygningen ved siden af inviteres med. Det bliver et brag af en kamp. Der er ellers ikke meget plads, for baggården gemmer også gammelt tømmer og mursten, krukker med planter, et par tildækkede biler, bænke og ting der ikke lige er i brug. Banen er delvis asfalt og stampet ler og måler ikke mere end 3 x 7 meter. Mens moren begejstret følger kampen piler en rotte over gården. Der dribles og fintes og gives high five ved hver scoring. Det er SÅ fedt!

Historien om Katoo fra Dalla

Anna Rosa historien om Katoo

TASKFORCE: I oktober var 17 unge, danske frivillige i Myanmar for at se de projekter, Minglabar Myanmar arbejder med. Anna Rosa Elholm Mauer var en af dem. Her fortæller hun om sit møde med Katoo fra Dalla, der ligger lidt udenfor Myanmars største by, Yangon.

Katoo var en ung mand, vi mødte tilfældigt på gaden i Yangon. Katoo læste engelsk på universitetet, og kontaktede os, fordi han gerne ville øve sit sprog. På mange punkter mindede Katoo om danske unge; Han lyttede også til Nicky Minaj og Rihanna, og han havde en drøm om at se andre dele af verden, når han blev færdig med sin uddannelse. Katoo fortalte os om Myanmar, om sin uddannelse og sin familie, men han var også meget interesseret i at høre om Danmark. Vi snakkede i nogle timer, mens han fulgte os rundt i byen, og det endte med, at Katoo inviterede os hjem til sit hus i Dalla. Vi var tre fra taskforce-gruppen som tog med.

Dalla er et område udenfor byen, som er en del fattigere end det centrale Yangon. Katoo og hans bror havde lejet scootere, som vi sad bag på.

Små, tynde grusstier, eller smalle brædder udgjorde vejene i Dalla, og lave, tætstående hytter på pæle udgjorde al bebyggelse. Da vi kørte gennem Dalla på de smalle brædder, gloede samtlige af de lokale på de fremmede, blege, lyshårede danskere. Flere vinkede og hilste, og alle trådte til side, så scooterne kunne køre på de smalle stykker træ på jorden. Vi nåede til Katoos hytte.

I 2008 hærgede cyklonen Nargis Myanmar, og mange tusinde menneskers huse blev skyllet væk, herunder Katoos hytte. Katoo fortalte, at hans familie fik lov at bygge en slags telt på naboens grund, hvor de boede midlertidigt, mens de byggede deres hus op igen. I Myanmar er lønningerne ikke høje, og det tog Katoos familie 7 år, før de flyttede ind i deres nye hytte.
Da vi besøgte Katoo, manglede der stadig vinduer, mursten og cement, før huset var færdigt. Huset havde to etager, selvom det var småt. Der var kun et enkelt rum på hver etage, med undtagelse af en dør til toilettet i nederste etage, som egentlig bare var et hul i jorden.

På trods af størrelsen, var det tydeligt at se, at hytten var et hjem. På væggene hang de få familiebilleder, som havde overlevet Nargis, og den lille hårde træsofa var placeret foran tv’et, som i hvert fald ikke var en fladskærm.
I rummet ovenpå stod et lille husalter. Ved alteret stod 3 sparedåser. Den ene var Katoos og de andre to var hans brødres. Når de fik penge mellem hænderne lagde de så meget som muligt til side i dåserne. På dåserne forklarede de burmesiske krummelurer, hvad de hver især sparede sammen til. Katoo sparede sammen til det vindue som stadig manglede i stuen. Katoo fortalte at det var her ved alteret, at familiens medlemmer hver morgen bad deres bønner, før de tog i skole eller på arbejde. Katoo var den i familien som stod først op om morgenen. Allerede klokken 4 om morgenen stod han op, da han havde næsten 3 timers rejse, for at være i skole til tiden.

Det var meget tydeligt, at hele familien var meget stolte af, at de havde klaret at bygge huset op, og især Katoo var meget glad for og stolt af huset.

På trods af sin situation, var Katoo fuld af drømme.  Selvom familien ikke var synderligt velhavende, havde de tag over hovedet, og både Katoo og hans to mindre brødre gik på universitetet. Hans far havde et arbejde på et statsligt kontor, og var vist en respektabel mand i området.

Katoo ville selv gerne til Australien, når han var færdiguddannet, for at blive rig. Vi spurgte hvilket job han drømte om at få i Australien, og Katoo svarede at han ville gerne være opvasker eller frugtplukker, for han havde nemlig hørt, at minimumslønnen var 15 dollars. Når han havde tjent penge nok, ville han rejse hjem igen til Myanmar, og åbne et hostel for backpackers. Han forudså, at der i fremtiden ville komme flere turister til landet, nu hvor grænserne blev åbnet i 2010.

Selvom det måske lyder absurd for os danskere at tage til Australien for at arbejde som frugtplukker, skinnede hans øjne mens han fortalte. Katoo var fuld af håb og drømme om en bedre fremtid. Både for sig selv, men også for sit land. Myanmar er i kæmpe udvikling, og det er netop de unge mennesker som Katoo, som bestemmer hvordan udviklingen udformer sig.

Jeg glæder mig til at besøge Katoos hostel.

Chinlone med Udenrigsministeren

Den 25. januar lander Filip, Albert og William i Myanmar sammen med deres forældre. Familien fra Aulum skal besøge nogle af Minglabar Myanmars projekter, opleve guldpagoder og spille chinlone med burmesiske børn.
Inden afrejse har Filip, Albert og William spillet chinlone med udenrigsminister Kristian Jensen og snakket med ham om Myanmar.
Familien vil løbende lave blogindlæg og små film, så følg med på Facebook, og her på bloggen hvor vi løbende opdaterer med drengenes oplevelser fra det gyldne land mod øst.